Storskyttere

Utdrag av gamle brev skrevet av Ole Utigard.
 

I førstningen af 18 hundreaarene kom der 3 mesterskyttere fra Lesja til Eikisdalen Den første af dem var Torstein Nørstegaard Nesgal, med bred "l". Den andre var Torstein Bjørkne. Den tredie var Jo Bø,- ogsaa kaldet "skytter-Jo". Om Nesgalingen fortaltes: " Han var under middels størrelse ,- Saa kvik paa alle vis, hans tale kom som en nævefuld med tør ærter kasted paa et bord". En dag han var med i høiingen i Øiaa, stansed han pludseligt, " I skul lyd me sjøl, tekje byrssa me aa gaat aat fjelle i dag, aa tent paa ei aalitol ri, meire me aa krøkje peikfingern saa, - han stak frem pegefingeren og krøget paa den,- einn her paa ei heil viku, paa tvaa-tri viku, Fyste du kjøm aa høire aat, skuilen give dem ein saa og ein saa",- udbrød han og slog i luften med begge knyttede never. Han havde bøssen med sig hvor han for. En gang gik han Mardalsbotten til Isfjorden. Da han kom hvor botten falder bratt ned i Grøvdalen, saa han paa andre siden elven 4 bjørne gaa og snuse efter føden der i de bratte skreer. Han skjød 3 af dem. Skudene kunde ikke høres gjennem fosselarmen. Da løfted den fjerde og reiste hovedet,- stirred- og lugted og tog op med elven, hvor den kunde komme over. Manden tog bøssen og benene fat, og spreng paa Morstølen, hvor han nærmest faldt igjennem døren. Der var rimfrost eller et tyndt snelag ude, og nogen som gik ud saa bjørnespor ved stuedøren.

Øvre Vike eiedes i lang tid af Der-aust i Oppigar. Nesgalingen kjøbgjorde og leved en tid paa Vike. Fra den tid fortaltes: En mand havde fortjent en daler hos ham. Nesgalingen stod med daleren i haanden og saa sagde han: I vaage 1 daler imod din at I kan sjøte eit hønæg fraa her og nedpaa dein stein der, pegende paa en sten nedi ageren, hvis jeg ikke kan, saa faar du 2 daler at gaa med. Det vekked mandens havesyge, og han gik ind paa veddemaalet. Torsten bød, at manden gik med ægget ned paa stenen. Staa til side saa jeg kan sa, hvor du gjør af det. Hold det mellom tommel og pegefinger. Da smalt det og æggets innhold skvatt utover mandens haand, stenen og noget paa mandens klæder. Torstein vandt. Den andre sagde: Jeg angrer ikke saa meget paa daleren som, at han skjøt før jeg fik lagt ægget ifra mig. Folk fra dalen kom og Torstein gik dem i møde. Efter nævehelsinger og tak for sist, fulgte de ham op i stuen. I kan hvile paa lidt, og saa skal I faa kogt fisk med kjærringen. Har du fisk? Ja, I aa kjerringa va sta aa laagaa aa me tok ei tynne. Ei bytte meinte du vel, sa kjerringa. Ja,ja, de va de ! Ei tynne aa ei bytte, ei tynne aa ei bytte va de, sa Torstein paa sit kvekke vis. Skytter- Jo havde kone og ein stor barneflok. Han leved længe i Frisvoldgrænden. Paa samme tid leved Ole Tronsen Utigard med kone og barn i Haubrækken, - paa Baard Haubrækkens eiendom. Baard var sølvsmed, maler og en førsterangs mekaniker, og et menneske man burde vogte sig for, da han vist ikke var ret i trua ! Ole med kone og barn flytted dit, siden det ellers vilde blevet formange i de smaa gammeldagse husene i Utigard. de drev og leved i Haubrækken i 8 aar. Ole havde en stor tung "jøster" med et 18- 20 fod skaft, og tilenden af det havde han fæsted et langt snøre. med det vaaben var han en berømt mester, thi med det plukked han laxen ud af elven, naar han vilde, Knut E Utigard var ogsaa en mester til at kaste lysteren, og de to venner sported og drak isammen ofte. Skytter-Jo likte ogsaa "det sterke", Marit Jørvollaa havde altid af det for salg. En gang Ole og Jo kom, var gamla saa grætten. Jo's kone havde været der - forbudt at selge til Jo. Da Ole og Jo kom næste gang, var de paa vei til Bjørbakken efter rypestæggen. Da blev de modtaget meget koldt af brændevinsgauken. " Gak heim aat kjæringjin aa ongaa dine,- gje dei mat og klee paa kroppen,- aa let fuglan aat folkja vara i fre fær de,- di bygdasløngje du e !" " De e sant aa si, de e sant aa si !" bemerkede Jo med resigniation. Ved St. Hans var Jo med bøssen og mange mennesker i en baat paa Langfjorden, da en hval svømmed tæt op til baaten mange gange. De andre af følget bad Jo, at han skulde skyde den. Med smelden sprang hvalen sjølaus og nærpaa kantrede baaten. Da blev alle ræe, Jo mest og han udbrød: " Aa Gud trøste aa bære mi vakre kone aa mine mange smaa barn naa. Hvalen var alt langt borte,- faren overstaat og Jo fortsatte: " ta va høvele aat dok, so nara me te aa sjøte paa detta beiste !"

I 1830-aarene kom der et følge af Valdriser til Eirisfjorden,- 3 mænd, en kvinde og nogle børn. Veien til aAmerike var opdaget, men ikke ofte benytted endnu af dem hjemløse i overflod af befolkningen. Følget kom den lange veien over Fillefjeld, Hedalen, Gudbrandsdalen, Romsdalen og derfra skiftevis sjøvei og landevei til Erisfjorden. Den ene af mændene, Anders Arnesen Turhaug, gift med den lille, kvikke, vakre Kari, kjøbte en gaard i Frisvoldgrænden og boede der i flere aar. Han solgte Frisvoldgaarden, og kjøbte istedet den ene Finsetgaarden i Eikjesdalen. I 1860-aarene solgte han Finset til datteren Guri og hendes mand Nils N. Østigaard. Han forbeholdt sig føderaad,- Kaar, og i kaarbrevet var blandt annet bestemt, at kaarkornet,- byg- skulde veie 6 vog,- 108 kilogram pr. tønde. Anders Kari havde 6 børn,- 2 sønner og 4 døtre. De 2 sønner, Arne og Steingrim druknede, da deres baad sank i fjorden et sted imillom Tresfjorden og Tommerfjorden. De var paa reise til Aalesund med varer, og Arne mente at gjøre indkjøb til sit bryllup med Kjerstina. Arne og broderen omkom paa samme sted, hvor ogsaa Torfin Hansen Reiten omkom under lignende omstendigheder. Om Arne blev det sagt at han var en meget velvoksen og vaker kar og saa sterk og rask, at det tog mere en to kjemper til at holde styr paa ham, naar han brød løs, hvilket skjelden hendte. Han var edruelig, venlig og fredsommelig. Steingrim var yngre,- mindre af vext og med et temperament der gjorde, at han var lige villig til at slaast som til at æde. Den tiden var skaalbrylluper paa mode. En kjøgemester og andre blev sendt vidt og bredt for at bede til bryllups. Alle blev indbudt, ingen forbigaaet. Gjester, der havde deres eget hjem og husholdning, bragte "beininger" med, løsfolk og tjenere ikke. I bryllupsgaarden blev der brygget, brændt og baget og tillavet en masse mad og tøndevis med øl og brændevin. Øllet og brændevinet rak oftest væl ud, men med maden blev det ofte " Smal-Hans " . Den store masse folk der ingen "beininger" bragte, "aad som mera blind". Dette stod paa 3-4 dage Da tog bruden atter den fulde brudestas paa,- krone, belte, syljer, baand og sløifer, og steg op paa en stabbe anbragt midt paa gulvet. da strøg mesterspillemanden op den lystigste "slaat". Brudgommen bukkede dybt for sin brud, hun hopped fra stabben til brudgommens arme, og saa hvirvled de afsted i "stabbedansen". Bruden dansed stabbedansen med andre ogsaa. Efter at dette havde gaaet paa en stund, gik brud og brudgom og sadte sig side om side imellem et bord og veggen. Foran dem paa bordet stod "skaalen", gjerne en gjild bolle, og kjøgemesteren paa fremsiden af bordet. Kjøgemesteren kaldte da til orden med slag i bordet. Brudeparret, forældre og slægtninger var gjerne de første der gav i skaalen. Kjøgemesteren udraabte giverens navn, og hva hver gav. En gaard med besetning og alt tilbehør gaves stundom i skaalen. Stundom hundrede spesiedaler, (Jøs, Jøs ) gaardsredskaber, husdyr og arvesølv. Saa kom turen til den store flokken af løskarer, tjeneste-kare og piger, og da var det, at meget beroede paa kjøgemesteren. Mildri Utigard, født paa Sira, fortalte om "Bersein-Aslak", at han var stormesteren af alle Kjøgmestere siden bryllupet i Cana. Ingen havde stor ros for Aslak, og mange, mange hadede ham fordi, han var saa kviv med bitende bemerkninger, til dem han ikke syntes om, og naar de gav bare lidet i skaalen. Da lød det stundom; Velstaaende og velagtede N.N. der nu har æret og hedret brudeparet ved at komme til deres bryllup og spise og drikke durabelt i 3-4 dage ved deres bord, giver dem nu sin lykkeønskning og 12 skelling,- en ort - en halv - en hel halvdaler- godtfolk ! - i skaala. Tak, tak ! Saa kunde han se en ung vakker pige med flere sølvdalere i haanden komme for at legge dem i skaala. Da raabte han blid hendes navn og tilføiede: " Hun er, der hvad alle ser, som den fineste rose- , den vakreste pige, hun behøver bare at vinke med lillefingeren til den gutten, hun helst vilde have, saa kommer han, og vi vil snart ture hendes bryllup." de bemerkninger han Bersven- Aslak gjorde, blev samtaleemne for lange tider efter, og han var aarsag for, at alle greb til bunden af pungen for at undgaa den mislikte kjeften hans. Man slutted med skaalbryllup i det ind-Romsdalske i 1860-aarene.

Om Anders heste? Turaug fortaltes ifra hans ophold i Frisvoldgrænden: Han blev straks ungdommens, og kanske især kvindenes yndling. I Skien, Drammen og Kristiania havde han lært de nyeste danse "Menuet og Ril". I springdansen var han en mester, som ingen havde set magen til. Følgende takter gjorde han - av og til - rundkast og spendte benene i loftet "saa bjelkene braget og væggene skreg !" Rilen dansed han med 3 kvinder samtidigt. Hver af kvindene holdt i den venstre haand et hjørne af et stort tørklæde. Med albuen hægted ind i den første kvindes høire albue, svang han sig og hende trippende rundt og tørklædet flagred i luften. I næste øieblik var number 2 og 3 trippende og svingende, og luften fuld af flagrende tørklæder og smilende kvinder. Saa afslutted han med et rundkast og spend i loftet,- saa bjelkene braget og væggene skreg. - Kvindene omtalte hendelsene med ? skjelmsk smil, men mændene var skindsyg og og havde gjerne baade sagt og gjort meget, hvis de havde vovet. Anders's ældste søn Arne blev buden til et skaalbryllup paa Møgelbostad i Visdalen. Han selv skulde snart have bryllup, og saa reiste han did. Der var mange folk, og alt gik i god orden, altformeget den veien, syntes nogle unge galninger, og der sendte de hest og kjerre op til Opdal og Høsteng hvor der levede to slaaskjemper,- fik dem med til bryllupsgaarden, bevertede dem med al den gode mad og drik, de kunde svælge, og tog dem derefter ud for at træffe Eresfjordingen, og give ham durabelig juling. Ude i døren mødte de Arne og for lige paa ham,- en paa hver side. Da Arne saa alle grinende ansigtene rundt sig, anede han hvad der var i vente.. I et øieblik lagde han de 2 Visdalinger paa stenhellen -ikke varsomt heller - for de laa og gabede og kasted op. Just da kom John Elgenæs (underlensmand), trængte sig igjemmem trengselen for at se, og han saa og sagde: " Nei, hvor ilde den for al den gode maden og drikken,,vi gav dem!" det er sansynlegt at B Bjørnson baade saag og hørte om Anders og Arne. En gren af B.B's slægt leved i Valdres. B.B. var en kraftkar selv, patriotisk og romantisk og de 2 "'er var klart i hans bevisthed, da han skrev om de 2 sterke i Granliden, Semund og Torbjørn. Han fortæller ogsaa om slaasKjempen "Opdals-Knut", og lensmanden er nævnt i "Hop sa fela". Anders og Kari leved i mange aar som kaarfolk paa Finset. De var velstaaende,- havde penger paa udlaan. O. Mo, da han studerede ved universitetet, laante mange hundrede daler hos dem. Henimod 1880-aarene kjøbte de tomt og byggede hus i Osa og levede der til enden. Som en gammel mand mindet hans udseende om "den vakre gubbe" som Wergeland beskriver i digtet om et gammel-Norsk herresæde. " Haaret var da gul-hvidt og faldt som en kappe langt ned over ryggen, de brede skuldre og armene. Skjeget dekkede, det brede bryst, og rak nedenom belted. Stundom fletteded han baade haar og skjeg. Hvis nogen af de store kunstnere tog ham til model, vilde resultadet blive en lighed med storvikkingen Ægil Skalagrimssen. Det er et minde om en af det norske folks sterkeste, raskeste, vakreste mænd De to andre mænd, der kom med Anders til Erisfjorden, reiste til Eikjesdalen. Erik Olsen Hovde fik arbeide hos Bjørn i Oppigaard. Ole Eriksen Hovde blev fæsted af de to kvinder,- moder og datter,- der boede i "Jera", et lidet selveierbrug midt op i lien og lidt ud for Vikegaarden. Erik, der var en dyktig og paalidelig mand, blev der hos Bjørn i mange aar,- lige til han gifted Bjørns husholderske, Imbjør, og fik sig et stykke land af felleshavningen i nedre Hagaa. Han fik landstykket,- ener, sand og sten,- paa den betingelse at han skulde bestyre med anlægget af en springvandledning til Oppigaardene, Østigaardene og Utigaardene. Ledningen bestod af igjennemborede tømmerstokke, der lagdes ca 3 fod dybt i jorden. dette var et stort arbeidsstykke. Ledningen til Utigaarden, den lengste,- var ca 1600 fod lang. Efter fuldførelsen af dette, grov og rydded han sit landstykke, mured op et høit stengjerde rundt det hele, bygget husrum for dem selv, husdyrene og avlingen. Derefter var hans tid hovedsagelig optaget med reparation af vandledningen, steld med jordbruget, sying af begsømsko og snesokker for sig selv og Imbjør, og for sig selv laved han ogsaa hansker og skinluer. Til hælgebrug havde han en rød toplue. Naar den blev gammel, brugte han den til hverdags, hvis ikke veiret var koldt, da brugte han sin hjemmelavede skinlue. Blanke messingknapper, man mente, de var de samme, han havde, da han kom til bygden, var fæsted til klæderne med skindrem. Han og Imbjør blev ikke "storrik" ved deres utrettelige flid, men de havde til dagligdags, alt de behøved og,- ønsked. Det var antagelig blindtarmbetendelse, der endte hans liv i 1871. Lægen blev ikke kaldet. distriktslægen boede paa Seljevoldene, inderst i Rødvenfjorden. Det var langt did, og selv om budet fandt lægen hjemme, og han kom med det samme, tog det i bedste fald 3 døgn, før den syge fik lægens hjælp. Lægen tog minst 10 spesidaler og fri skyds for en slig tur. Forresten var man i de tider tilvænnet med at leve og dø, der i dalen uden lægehjelp, og folket fik ord for - at de døde skjelden !

Erik kom ind til Kari i Utigaard, og spurgte, om hun vilde give ham en kop med heit, stærk og svart kaffe. "Ja, ja, saa gjærne, Erik !, sæt dig lidt ! Æ va ni Reito aa fek so ilt i vombi, naar I kjem heim, vil æ skjæra up og kviste tarmar, trur æ. Erik kvisted ikke tarmer og leved bare 4 døgn lengere. Om Erik blev det sagt, at han var intelligent, en god mekaniker og havde et lyst humør, der gjorde, at smil og munterhed fulgte med ham. Han havde hørt om Grekerne, Romerne, Egypterene og deres piramider, om en Kobbermadn, der sto og skrevet over "eit sønn",- om Napoleon, Tordenskjold, Odin og Tor og et utal af Jutullar, tussar, trol og huldrar.. Naar han kom paa glid og havde oppmerksomme tilhørere, kunde han fortælle om mageløse ting. En kveld i den store stuen hans Haakaa Austigar, fortalte han saa karding, spinding, binding og bøting helt stansed. Alle sad eller stod og lytted og stirred paa Eirik. Haakaa selv fandt det helt merkeligt, at alle var saa stum og stille,- det var ikke skikken i et godt lag,- man talede alle paa en gang, da ! Her var de maalbundne,- alle undtagen Erik, der just beskrev et fjernt, fjernt land, hvor der var saa mange merkelige ting som for exempel "purkudn ha hødn der". Der var dyr saa store som hus, og fiskar saa store som holmar osv.- Folket sad eller stod og stirred med runde øine og halvt aaben mund, og Haakaa saa det og tænkte, at han "som mand paa gara" maatte gjøre noget for at lætte spændingen. Til den ende afbrød han Erik med : " Ingjen kan ikje komma ferbi polain ". Erik fortsatte ikke den kvelden. Han anede at Haakaa var en profesor i geografien. En gang medens han tjente hos Bjørn, misted han paa mindre end et halvt øieblik hele julen, baade for sig selv og alle andre paa garden, og det hendte juleftdagen ogsaa. Staten havde forbudt hjemmebrændning og salg af brændevin, undtagen man havde statens tilladelse til det. Der var mulgt og straf for overtrædelse af det budet. Erik købte paa Molde 8 potter brændevin. Man måtte jo have brændevin til jul ! Brændevinet fyldte han paa en krukke, stak krukken i en sæk og bar sækken paa ryggen over en isholkete vei fra Molde til Brevigen, fra Syltebø til Aase og ifra Sandgrovosen til stuehellen i Oppigard. Da han stod paa den og løfted foden for at stige over dørstokken, undslap der ham et lættelsens,- et seierens udraab.

" Naa æ æ hugheil daa !", snubled og slap taget i sekken, der faldt ned paa dørstokken, hvor krukken knustes, og indholdet,- juledrammen for til de underjordiske og fiendene. Eriks uforglemmelige fortjeneste af folket der var: " Han skaffed vand for folk og kreaturer baade vinter og sommer."

I "Jera", hvor Ole var en lang tid, levede Kari og hendes datter Ragnhild. Om dem fortaltes: En vaar hindred mein?is baadfart paa vandet. Kari havde ingen flere poteter, hverken til at æde eller plante. Da gik hun landeveien til Østigaard, hvor hun fik kjøbt 1/2 tønde poteter, havde dem i en sek og bar dem paa ryggen hjem igjen den samme dagen ! Det var et kjempestykke for en kar, end sige for en kvinde, naar man betænker hvilket langt ulænde hun maate krybe og bryde sig igjennem. Efter sit ophold hos de 2 kvinder blev Ole kaldet "Ragnil-Ola". De var ikke gift og intet paapegeligt forhold imellem dem. Ole opnaaede en høi alder, men blev saa forkrøblet i benene, at han maatte bruge krykker, og da kom han paa lægd. Ole var en god fortæller, og det var med ham som med "Vinjes-Gunnar",- "rispor fandt han uden ende". Han fortalte ofte om, hvad han som barn havde oplevet i Vang, i Slire og Torp. Han fortjente sit ophold først som gjeter, siden mest som fisker og fuglefanger. Med snarer og faldstokke fanged han en masse storfugel, men han maatte slutte med det, det blev forbudt ved lov, og det var en god lov, sagde han. "Storfugel kan ikke bestaa sig, hvor snarer og stokke settes for dem." Skogen, nutadn og fjeldene var opholdssted for bjødn, trold,tussar, og hulder. Naar man spurgte ham, om han saa dem nogen gang, var svaret: "Itte sjellig " men mange andre havde. Mange var i slægt med haugafolkje. Alle vdste om dem. Bjødn saa han ofte. Haugafolkje havde ævne til at omskabe sig i et øieblik til, hvad som helst,- en bjødn eller andet dyr, et menneske,- han eller hun- ung eller gammel. For den saga skjyld, var det om at gjøre at man var paa sin post, naar man ved en elv, bek eller et fiskevand mødte nogen man ikke kjendte, var det muligt, meget muligt,- at det var et trold, man havde for sig. En Bjødn var ikke altid en bjødn. Det kunde være en skomager af haugaslægt, der havde omskabt sig i en vis hensigt. Det hændte paa en gaard i Sliregjeld. det var straks før jul. En skomager arbeidede i sit haandværk der da, og i skymingstimen stod han op og gik ud. Ingen i huset tænkte, der var noget galt ved det. Skomageren gik bagom et sted og omskabte sig en diger bjødn,- labbede til grisehuset, slog grisen i svime, og tog den med sig igjennem gaarden og udpaa en brat bakke til skogen nedenfor. Nogen saa bjørnen, da den for over bakkekanten. De hørte et hvin af grisen og anede uraad, men bjørnen og grisen fandt de ikke. Om en stund kom skomageren igjen. Han havde været til sit hjem og seet efter noget. Han havde kone og børn i et lidet hus ganske nær. Senere forstod de, at det var skomageren, der havde omskabt sig til bjørn, og snapped deres gris. Naar folket rigtig tænkte sig om, saa blev det klart som dagen,- for da skomageren kom igjen, var han saa bleg og nervøs !- Ole's kamerad, Knut, skulde mødehan en lørdagskveld, og saa skulde de gaa til nogen fjeldvand og fiske. Deres aftalte mødested var høidt op i en li, hvor det stod en enslig og kjempestor Kragfuru tæt udpaa kanten af et dybt jel, en bek havde gravet ud. Ole skynte sig at blive færdig med slaatten paa en sæter vold, tog sine fiskegrier og med trøien paa armen sprang han en snarvei, for at Knut ikke skulde vente paa ham. Ole kom til furuen først og da begynte det at regne. Ole var hed og svet, og derfor kasted han trøien løst over hovedet saa den hang nedover skuldrene og ryggen og sadte sig med ryggen indtil den digre furuen. Dens mange store grene tog av for regnet Han sovnet, men vogned dea han hørte sten klikke ned i stien. Da faldt det mig ind, at det vilde blive moro at skræmme Knut. Han havde fortjent det, da han ikke kom efter avtale. Jeg sad saa stille som træet. Min plan var at sætte i mitt vildeste skrig og stupe hugustupes ned i veien foran ham. Naar jeg gjør det slig, vil det visselig skremme Knut, tænkte jeg. Jeg lytted til klaskene i den vaade stien, og jeg mente, han var paa rette pladsen. Da iverksatte jeg min plan med skrig og kast og trøien flaksende i luften, men jeg havde gjort et par feilregninger. Jeg sadte mine skohæle med al min tyngde bag dem, i svagitten paa en diger bjødn. Den udstødte et skjærende hvin, og noget sused og hagled forbi mig og bortover randen og smaaskogen og bjødn for udover bakkekanten og kom ned i den løse sanden og grusen, skreg værre og værre, grene og træer brækkedes, og en diger fon gik med bjørnen ned i bekken. Fra der tog den bent op den andre siden, der var lige brat, som den han for ned. Træer brekkedes, sten og grus ramled og bjørnen skreg verre og verre, det hørtes som den blev mere og mere arg og sint. Den kom sig op og tog bortover fjeldet, hvor dens frygtelige skrig tilsist hørtes som en "ljom myljaa nutadn." Jeg laa hvor jeg faldt. Jeg var saa red, jeg kunde ikke røre mig. Da loved jeg at aldrig med vilje vilde jeg oftere skremme nogen. Knut kom, og vi havde god fiskelykke og kom tilbage til det forferdelige stedet, medens der endnu var lyst. Da saa vi hvad der var, jeg hørte hagle forbi mig. Bjørnebeg var sprøited langt, langt bortover randen, og i smaaskogen hang det af det baade høit og lavt, som følge af det uventede stød lige i siden. En gang paa vei fra fjeldet til bygden hørte han hulderen. Der var ingen sæter mer, men en jente lokked paa Kyrije saa det maatte høres vidt og bredt. Han stansed, og da hørte han den forunderligste laat, mange instrumenter spilled ind, tydeligst hørtes lur, bukkehodn og fløite. Han lagde ifra sig, hvad han bar pa og sprang op paa en høi haug for at se. Derfra kunde han se saa hvidt, men til hans forundring var der intet levende at se. Efter en stund gik han til sine sager for at gaa videre. Da hørtes det som igjennem en aaben dør, og en pigestemme raabte "Kom", "kom" raabet hørtes baade bedende og befalende. da randt det ham i sinde, at det var hulderen der var efter ham. Han havde hørt om hendes umaatelige rigdomme af alle slags. Store paladser fulde af guld og sølv og alle herligheder, men hun var der selv ogsaa. Af alle hun tog til sig, var der bare faa der kom tilbage, og den der kom tilbage var bare som en skygge af deres eget selv. De var saa tynd og bleg, og saa var der noget i deres blik. Hele tiden stirred de ligesom paa noget langt langt borte. Til en begyndelse var hun saa ung og fortryllende vakker, men før nogen vidste ordet af, var hun en gammel hulder, krogrygget, grim og med en næse saa lang, at hun brugte den til stav og stundom til at plukke gløder ud af ældmørjen til at tænde sin pibe med, og saa pudset hun næsetippen af paa gruehellen ligesom hønen pudser nebbet. "Gud redde mig nu," bød han. da først kunde han gaa. Han hørte hende gjø som en hund, men da jeg kunde gaa og fik ud svetten, blev jeg helt bra igjen.